Henrik Ibsens skrifter

Jeg må bede Dem undskylde at jeg først idag besvarer ​Deres ærede skrivelse af 17. Juli; men dels kom brevet mig hersteds noget sent ihænde og dels har jeg været i adskillig tvil om, hvad jeg skulde svare på Deres forslag om at erholde ret til at opføre ​ «Gengangere» i København og Stockholm.

Jeg kan jo med temmelig sikkerhed forudsé at ​man i en ikke fjern fremtid vil ønske at erhverve stykket til opførelse på de kongelige teatre i de to nævnte hovedstæder. Men det er en selvfølge at ​de betingelser, jeg da kan vente at opnå, vil for mig stille sig langt ugunstigere såfremt stykket dersteds allerede i forvejen har været opført.

På den anden side nærer jeg det håb, der bestyrkes ved de oplysninger, De meddeler mig, at mit arbejde vil hos Dem få en interessant og ​stilmæssig udførelse; og jeg tviler heller ikke på at stykkets ånd og tone vil blive forstået, respekteret og gengivet uden afslag i fordringen til fuld hensynsløs natursandhed.

Jeg vil derfor indskrænke mig til at opstille følgende vilkår: ​For opførelsesretten i København erlægges et honorar af 500 kroner, og ​for samme ret i Stockholm 400 kroner. Disse honorarer bliver, som sædvanligt, forskudsvis at indbetale til den Gyldendalske boghandel, (justitsråd Hegel) i København.

Indgår De på disse betingelser, vil der indtil videre ikke blive meddelt nogen anden skuespildirektør opførelsesret til stykket for så vidt en sådan ret måtte komme i kollision med Deres interesser.

Det er mig særlig magtpåliggende at ​oversættelsen udføres med den størst mulige omhu. Efter hvad der fra ​en kompetent og fremragende svensk literatør er bleven mig meddelt var dette langt fra tilfældet med ​den oversættelse af «En folkefiende», der benyttedes på det kgl: dramatiske teater; ​mange steder i den norske tekst var misforståede, og andre var gengivne i et dårligt tungt og tvunget sprog og i udtryk og vendinger, der ikke forekommer i det vanlige svenske talesprog. Sproget må lyde naturligt og udtryksmåden må være karakteristisk for hver enkelt person i stykket; det ene menneske udtrykker sig jo ikke som det andet. Meget kan i så henseende rettes på under prøverne; der hører man let, hvad der ikke falder naturligt og utvungent, og hvad der altså må ændres og atter ændres så længe til replikken får den fulde troværdighed og virkelighedsform. Stykkets virkning afhænger for en stor del deraf at tilskuerne synes de sidder og hører og ser på noget, som går for sig ude i selve det virkelige liv.

Undskyld at jeg har opholdt mig så længe ved dette punkt; men da det her omhandlede skuespil, hvilket jeg omfatter med en ganske særlig forkærlighed, ​første gang bringes på scenen gennem oversættelse, så er det jo let forklarligt at jeg dvæler noget ved, hvad dermed står i forbindelse.

​Hvorledes «Gengangere» vil blive modtaget ved opførelsen i provinsstæderne, derom kan jeg ingen begrundet formening have, da jeg ikke kender disse. For modtagelsen i Stockholm og København frygter jeg ikke; tvert imod.

I håb om i sin tid at høre nærmere fra Dem tegner jeg mig